oh, tonight. Atomic!
Det er ikke Vilhelm, der er hovedpersonen i Jan Sonnergaards spritnye roman, “Om atomkrigens betydning for Vilhelm Funks ungdom”. Det er heller ikke de kyniske overklassedrenge Beef og Bjerregaard-Nissen, der mæsker sig i coke, østers, blondiner og champagne på Cafe Victor. Ej heller er det superakademikeren Axel (læs: Knud Romer). Opkomlingen fra Falster, der fedter sig ind i det gode selskab. Heller ikke pigerne. Skønhederne Iben og Tina, falleret punktøs hhv. nymfomanisk Rungstedpige. Og heller ikke DJ Strudensen, hvis cokeforbrug og -forretning giver ham rocker-problemer.
Romanens absolutte hovedperson, eller i hvertfald omdrejningspunkt, ledemotiv, metafor, samtaleemne, under- og overliggende stemning og hele narrative drivkraft er BOMBEN. A-bomben, som alle bogens karakterer ved kommer. Det er bare et spørgsmål om tid. Det er derfor de alle sammen lever, som var det den sidste dag på jorden.
Egoismen
Romanen starter med en studenterfest i 1982 og slutter ca 5 år senere. Den kolde krig er på kogepunktet. Det er generation ‘NÅ’s årti, og de er pisseligeglade. I romanen møder vi på den ene side de fattige Punkere, Autonome, BZerne og på den anden side Yuppierne, der tjener kassen på kortsigtede og yderst spekulative lån. De 2 kulturer er meget forskellige og kan ikke fordrage hinanden, men de deler den samme angst for planetens totale udryddelse, og denne angst kommer for begges vedkommende til udtryk i FORAGT. Foragt for det bestående, for normer, for anstændighed og mådehold, for uddannelse og konventioner. Og foragt for døden. Og hvad gør man så? Giver sig hen til betingelsesløs og kynisk (og flere gange ond) hedonisme (yuppierne) og den destruktive vrede (punksene). Det er det eneste, der gælder. Og så har læseren ellers bare at følge med i løjerne, optøjerne, den vilde sex og stofferne. De mange skæbners historier fortælles på kryds og tværs og ind mellem udbreder forfatteren sig nøgternt og ganske fagligt om atombomben. Det fungerer stærkt midt i narrative forløb at få serveret den slags fakta, for det sætter unægteligt handlingerne i perspektiv.
Det mindste røvhul
Vilhelm Funk, for hvem altså Atomkrigen har en betydning, er et eller andet sted i mellem de to grupper. Ikke rigtig punk, ikke rigtig yuppie og foragtet i begge lejre. Men har også sin egen tragiske voldshistorie at bære rundt på. Han er aparte og underligt upåvirket af den undergangsstemning, der er omkring ham. Som om han allerede har oplevet det hele. Hans sind er i mærkværdig ligevægt, og han fungerer på den måde som bogens egentlige helt, skønt han ikke fylder meget. Han er den eneste, der kan udtrykke en form for empati og hengivenhed. Han er den eneste, der der oplever noget, der minder om kærlighed. Han bogens absolut mindste RØVHUL og nok ham, de fleste vil identificere sig med.
Postpunk, new wave mv.
En anden rigtig god feature er måden Sonnergaard bruger musik på. Hvert kapitel, som i øvrigt tæller fra 20 og nedad, indledes med en tekstbid, der ligger i tråd med bogens temaer Angst, Bomben, Hedonismen, Ligegyldigheden, Foragten. Vi snakker Kraftwerk, Iggy Pop, Blondie, DAF, Divine Comedy, Dead Kennedys, John Cale, The Smiths. Det fungerer fordi, der i forvejen er så meget musik i bogen. De taler om den nye New Order plade, de lytter til DAF på Floss. Det virker derfor ikke påklistret, for flere af de brugte citater, går igen i bogens reelle handling. Citaterne fungerer samtidig som et slags belæg for bogens overordnede påstånd, at man var optaget af Bomben på forskellig vis. Teksterne kan betegnes som en slags realtekster, noget fra tiden, som derved peger ud af mod den omgivende datidige virkelighed, som et metatekstuelt og autentisk element, men de fungerer også som en subtil del af selve romanen. Det er stærkt gået.
Og så er det fede er, at det er noget af det musik jeg dyrker aller aller mest. Nedenfor er et lille udvalg fra bogens referencer. Ovre hos Nikolai Thyssen (fra information) på lastfm er en komplet liste over sangene fra bogen. Henne hos Mod Strømmen er en generel liste over sange der handler om bomben. Wow.
enjoy
