luftbølgerne fra island

Nu når luftbølgerne har lagt sig over island kan det blive tid til at reflektere over denne besynderlige, men bestemt også anbefalelsesværdige festival Iceland Airwaves.

Festivalen havde over 100 bands fordelt på 8 officielle scener. Ved siden af disse scener var et stort og ukendt antal off-venue scener, dvs cafeer, barer, tøjbutikker, pladebutikker, boghandlerne og natklubber og den slags. Også herfra pumpede livemusikken ud hele dagen og nogle gange natten med.

På den måde er det en veritabel virbrerende festival. Det er et ord, jeg normalt vægrer mig fra at bruge. Men her giver det mening. For der kom virkelig musik ud fra snart sagt hver en sprække i hver en mur i denne lille by Reykjavik.

Til gengæld må jeg sige at festivalens bundniveau var overrraskende lavt. Altså: fedt var det at kunne gå ind på et nyt sted til et nyt band hver 10 meter…at det så kun var hver 5de band, der var værd at høre mere en 5 minutter af, er så en helt anden sag…og lidt skuffende.

Island er meget stolte af deres hjemlige musikscene. Og der er bestemt også spændende musik heroppe. Men det er som om de selv er lidt ukritiske over for det hjemlige. Sådan fortolker jeg i hvertfald programmet. Det er som om, at behersker du en guitar, ser lidt skæv og indie ud, så har du et job til Iceland Airwaves. Sådan lød det i hvert fald. Jeg har ondt i tæerne at KRUMME dem! Dermed ikke sagt, at alting var ringe.

For altså. Der var skam også rigtig gode ting heroppe. Specielt Norge imponerede. Kings of Convenience, som jeg altså har en stor svaghed for, var uden tvivl en af de bedste koncert. Det var i en kirke sent om aftenen fredag. Og det klædte virkelig musikken at folde sig i et sådan rum. I samme rum spillede lokale Hjaltin med et klassisk ensemble dagen før. Men der faldte jeg i en dejlig søvn halvdelen af koncerten. Men husker det som ret godt, omend det blev en smule disneyagtig-musical-score i længden.

Erlend Øyes venner fra Bergen i Kakkmaddafakka, som jeg ikke kendte i forvejen, var den helt store fest (se video ovenfor). De må gå som årets fund for mit vedkommende. Højdepunktet var Erlends forrygende festlige gæsteoptræden med Paul Simons “You can call me All”! Den kan du se fra en anden koncert her.

Og så var der Crystal Antlers, der var en energiudladning af den helt store store slags. Det var mindblowing. Glimrende psychindierock. Wow.

Og så kan de fandme feste heroppe. De går MEGET mere til den end i DK. Det er en hårdere, længere og meget mere intens måde at feste på. Bare i går nat, søndag, mønstrede minimun 700 gæster op til de sidste krampetrækninger med 90er dance fra Gus Gus. Imponerende.