Indiefixcering i Hollywood

Tv-serier og Hollywoodfilm nyder godt af indiemyten om autenticitet, inderlighed og coolnes. Indie høster til gengæld rekordhøje downloads på iTunes og kæmpe eksponering på det primært amerikanske teenagemarked. Indie er blevet stueren og befinder sig tilsyneladende fint frit flyvende i dette umage, men perfekte ægteskab.

Indie…
Det godt gennemkneppede begreb ”indie” er i sin grundform non-mainstream. Det står for noget andet. Det er i opposition til det ’falske’, ’det brede’, ’det populære’; det som ikke drejer som om musikken, men om profitten. Omvendt er dyderne henne i indiemiljøet ’det ægte’, ’det inderlige’, ’kunsten’, ’det kreative’ med dertil hørende associationer som ’ung’, ’hip’, ’urban’. Indie er imidlertid ikke hvad det har været, ville nogle iagtagere og gamle rotter i gamet sige. Indie er en kæmpe kultur og betyder i dag vel bare noget i retning af alternativ-kreativ, hvad angår musk, livstil, tøj og forbrug i almindelighed.

Indie betyder ikke længere uafhængigt pladeselskab, men måske snarere at man som person er indi(e)viduel. Indiemusikkulturen har imidlertid stadig sin myte og selvforståelse som original, inderlig, cool, ægte. Og denne myte nyder så hele livstilen i dag godt af: Indie er en urban hipsterkultur. Og er dermed frontløbere for populærkulturen i almindelighed. Det er her næste års mode fødes.

…og den populære ungdomskultur
I skrivende stund lytter jeg til soundtracks fra de spritnye film New Moon (teen-vampyr) og 500 Days of Summer (romantisk komedie) samt til musikken fra de amerikanske teenage tv-serier Gossip Girls og The Orange County.

En ting disse film og tv-serier har til fælles er, at de er ultra kommercielle produkter målrettet primært et amerikansk teenagemarked. En anden ting disse audiovisuelle populærkulturelle produkter har tilfælles er, at de i udpræget grad benytter musik fra indie-skuffen. Lad mig eksemplificere med Gossip Girls, som jeg lige har set for første gang.

Mest konsekvent og strategisk synes nemlig Gossip Girls. Det allerførste nummer, der ledsager de allerførste sekunder i Gossip Girls allerførste afsnit er det absolut største indiehit i nyere tid, nemlig Peter, Bjørn og Johns ’Young Folks’. Så er stilen lagt og scenen sat!

Indie alene i en fremmed verden
Musikken, som der er MEGET af, i Gossip Girls er ikke udelukkende indie. Omtrent halvdelen af seriens tracks er regulær radio-pop. Det er musik så poleret og plastisk som David Silvers: Timbaland, Akon, Rhiana og Will.i.am er i en skøn blanding med Band of Horses, Figurines, salig Elliot Smith og Death Cab For Cutie. Sidstnævnte er i øvrigt brugt i samtlige nævnte tv-serier og film!!

Indie indgår i det hele taget i en forening med alt det, indie ikke er. Tv-serien er ikke dummere end så mange andre tv-serier. Det er underholdning og lever op til det, den lover. Men den er på ingen måde original eller på nogen måde kunstnerisk interessant. Serien er desuden überkommerciel og helt vildt mainstream. Også indholdsiden er langt væk fra traditionel indie: serien foregår i et upper class snobbet Manhattan-miljø (hvor dog et par stykker af karakterene tager til koncerter i Willamsburg). Og så er alt andet musik i serien som nævnt langt fra indie. Ikke hermed sagt at den slags produkter ikke kan være inderlige eller kunst, men lad os lige holde track:

Det som er på færde er, at der benyttes ’non-mainstream’ indiemusik til at sælge og velsigne mainstream produkter. Men serien sælger også musikken. Så det er fair trade. SÅ gode “The Air We Breathe” med vores egne Figurines er bandets absolut mest solgte enkeltnummer på iTunes. Nummeret blev brugt i netop Gossip Girls.

Gensidig velsignelse
Soundtracket som foretningskoncept har været kendt længe. Man har en film og deri er noget musik. Hvorfor ikke også udgive en plade med den musik? På moderne markedsføringssprog hedder det Brand Extension. Man har et produkt med et godt navn (brand) og så sælger man noget andet under dette navn. Fx Harley Davidson, der også sælger parfume.

I tilfældet Gossip Girls er det uden tvivl strategisk. For her er det ikke kun det første produkt, der giver det andet produkt velsignelse. Her giver det andet produkt også det første velsignelse. Velsignelsen går altså begge veje:

Indie velsigner seriens indhold, giver værdi og overfører aura af cool og autentisk til serien. Serien smykker sig med lånte indie-fjer og indie-musikken giver seriens øvrige plathed en kvalitativ markør. Omvendt velsigner seriens navn og øvrige indhold soundtracket og garanterer, at det ”smalle” musik når et kæmpe publikum.

Paradoxet
Det paradoksale er her, at Gossip Girls i en og samme bevægelse reproducerer ’indie’, dvs opretholder dens myte og aura og mainstreamer på samme tid. ’Indie’ skaber som nævnt en slags balance og modvægt i det (for indie) uvante miljø det bruges i, men viser dermed med desto større tydelighed sine yndefulde egenskaber som netop indie. Indie bekræftes som indie og bliver dermed sjovt nok også mainstream. Funny.

Dette kan alt sammen lade sig gøre fordi ”lyden” eller ”atmosfæren” i den inderlige indie med tiden er blevet kulturel genkendelig. Den er ikke længere egensindig eller speciel. Eller svær for udefrakommende at forstå. Koden er for længst brudt. Alle kan afkode signalerne og de betydninger der ellers ligger i musikken. Og det i en sådan grad, at det kan bruges (massivt) på og mod det amerikanske teenage(pige)marked. Indie er blevet et brand.

Har indie sejret sig selv ihjel? Eller bare sejret?

—

Ovre på Gaffa mener skribenten, at indie har sejret sig ihjel (eller blevet slået ihjel af popkulturen). Læs en meget useriøs anmeldelse og en hidsig debat om New Moon-soundtracket.

På Drowned in Sound er de mere lødige

Faktisk er Sonic Youth også blandt bidragyderne til serien. Og tilmed medvirker Kim Gordon også som skuespiller. Her er 12 sekunder, hvor hun vist nok er præst!

Jeg, en indi(e)viduel skidespræller

Jeg er en skidespræller. Jeg bliver højst sandsynlig tørvetriller med tiden, men vil inderst inde gerne være flottenheimer. Ny bog beskriver samfundet alla Egon Olsen.

Sociologien ynder at beskrive samfundets positioner efter demografisk fakta, segmentering og stereotypier. Sociologien leverer analyser udefra, giver postionerne neutrale navne og udbygger således samfundsteoriapparatet. Det er ofte ganske interessant, men sjældent særlig morsomt.

Det gør Center For Vild Analyse nu op med. Den spritny bog med den helt fantastiske titel: Knoldesparkeren, Flottenheimeren og Glatnakken, leverer rammende og lattervækkende beskrivelser af dig, mig, og alle dem vi kender og dem vi ikke vil kendes ved.

Klassesamfundets positioner
Påstanden i bogen er, at Danmark er et klassesamfund, men det er ikke lige så ”enkelt” som Marx beskrev det for 150 år siden. Vi lever ikke længere med en klar distinktion mellem en kæmpestor arbejderklasse og en mindre men magtfuld overklasse. Men der er stadig klasser og herinde er der positioner.

Bogen opererer med 3 klasser, der hver har 2 søjler med en række positioner. Det er den overordnede struktur, som man bevæger sig indenfor og som samtidig giver samfundet dynamik og stabilitet. Se siden og tryk ind på klasseteorien.

Bogens beskriver samfundets positioner og klasser udfra folks syn på hinanden. Og dét er det sjove og det nye. En knoldesparker vil jo ikke kalde sig selv sådan, men alle andre ser denne position som en knoldesparker-position. Dette samme om flottenheimeren. Han synes jo ikke selv, han er en flottenheimer. Men det gør alle andre.

Det ville være for omfattende at gennemgå alle positionerne her. Men lad os tage en søjle.

Den jævne dansker
Den første søjle i den imaginære klasse. Også kaldet substanssøjlen, som desværre ikke er skrevet ind i den elektroniske udgave af skemaet.

Nederst i substanssøjlen er knoldesparkeren. Det er middelklassen, der arbejder med direkte arbejde. Dvs et arbejde der intuitivt giver mening. Det er landmænd, chaufører, handværkere, butiksansatte, lagerarbejdere osv. De udfører arbejde, som selv et barn kan forstå meningen med. Huset skal bygges, så vi kan holde varmen og ha et sted at bo. Derfor skal der murere til.

knoldesparker

Disse knoldesparkere har en chef. Det er bossen, der i de fleste tilfælde blot er en mellemleder. En lagerchef fx, eller en afdelingssygeplejerske eller sjak-boss.

Peptalk
Arbejdet hos knoldesparkeren har sjældent nogen åndelig dimension og man kan let blive kørt ud. Derfor er der et snakketøj, der tilfører lidt mere mening med arbejdet. Det er typisk en HR-afdelingen eller en coach.

Over dem alle er matadoren, der ejer hele lortet og som man sjældent får at møde. Det er fx en Lars Larsen, der jo også selv var knoldesparker engang.

Knoldesparkeren er ”den jævne dansker”, der passer sit arbejde og får hele samfundet til at køre rundt. Det er knoldesparkeren der producerer. Heraf søjlens navn, substanssøjlen.

Knoldesparkeren udgør den største del af samfundet og er samtidig billedet på samfundet. Heraf navnet på klassen, den imaginære klasse. Imago=billede. Knoldesparkeren er nærmest en ærke-figur, som alle kan forholde sig til.

Skidespræller! Fedtspiller!
Jeg selv befinder mig i den symbolske klasse nederst i den første søjle, der har navnet den akademiske søjle. Jeg er skidespræller, fordi jeg er studerende og ikke er særlig målrettet. Jeg har abonneret på en række teoretiske ideologier og overbevisninger, der skiftevis har kunne forklare verden og mit liv, men har ikke noget fast mål med livet eller min karriere. Endnu.

Modsat er fedtspilleren en Brandon Walsh type, der har orden i tingene og målrettet. En straight-a student. En ordentlig fyr, der senere i livet som bekendt bliver glatnakke (djøf’er).

Fedtspiller!

Som voksen
Når jeg engang får et voksenarbejde bliver det et indirekte arbejde. Symbolsk arbejde. Jeg kommer ikke til at producere noget substantielt. Det er noget med viden og papir og en masse møder. Analyser og den slags. Og skriverier. Jeg bliver en tørvetriller. Hvis altså ikke jeg bliver en akademiker-forfatter-reklamemand som Knud Romer, eller bank-filosof som Morten Albæk, får et sæde hos Smagsdommerne, skifter klasse og bliver flottenheimer. Det er ikke udelukket. Mange flottenheimere har engang været skidesprællere.

morten albæk - en flottenheimer

Guru bliver jeg nok aldrig. Dertil rækker evnerne og den alvorlige iver ikke. Guruer har eksklusiv position i samfundet. Det er sådan nogle, der bliver lyttet til med alvor i Deadline 2. Sektion og som ofte refereres til i Information. Det er filosoffer og teologer som Slavoj Zizek og Jan Lindhardt. Eller revsere som Georg Metz eller Bjørn Lomborg.

IndiEviduel
Til gengæld er jeg, eller vil gerne være det, som næsten alle bestræber, nemlig indieviduel. Et skide godt begreb, bogen lancerer med udgangspunkt i netop indie-kulturen. Forfatterne beskriver indievidualiseringen som en samfundstendens, ”idet den, som indie-kulturen, både betoner det unikke og det kreative og samtidig holder ved den ret fastlagte orden, som indievidualiseringen udfolder sig inden for. Det gælder om at være et helt specifikt og unikt individ, men at være det på et afgrænset sæt af ganske specifikke måder. ’Stand out to fit in’, som det også hedder”.

Stand out to fit in

Læs om klasseteorien belyst gennem Gasolins ”hvad gør vi nu lille du”:

NB: Bogen har et vigtigt ærinde. Nemlig at beskrive hvordan folkeskolen reproducerer knoldesparkeren og hermed forestillingen om folket (den jævne dansker). Det er derfor der altid uanset regering er strid om folkeskolen. For knoldesparkeren er dansken selv. Men hvilket billede af danskeren ønsker man så fra ideologisk hold? Hvilket billede har man af folket? Folkeskolen omdanner flokken (de ufærdige individer) til et folk. Folket er en forestilling (imago) om Danmark, derfor er det så vigtigt for regeringer at præge folkeskolen, for så danner de folket i deres eget ideologiske billede.

Dette vil jeg spørge bogens forfattere, hvad de mener med. For lige nu tåger det lidt for mig. Det bliver lige lovlig meget teoretisk tørvetriller-spekulation. Men hvad ved jeg? Jeg er jo bare en skidespræller.

Bogen udkom d. 2 november på tørvetriller/ogginok-forlaget Informations Forlag.

Jeg har interviewet 2 filosoffer fra CVA til HUMmagasinet. læs her. Titlen er “Vi vil ha verdensklasse”

Stein Bagger er en Slyngel, Lars Løkke er er Røvhul

Rupert Rupert Rupert

I  sidste uge skulle jeg i kælderen efter plader hos min veninde fra den anden generation.

Under gennemtrawlingen kommer vi forbi Rupert Hine, som jeg aldrig havde hørt om. Det har jeg så nu. Og har så hørt det siden da.

Immunity, hans tredje plade, er fra 1981 og det er så klart den bedste.

Åbningsnummeret Hang on to my Vertigo er vist nok hittet og også en fantastisk og dyster sang med nogle anelser af Laurie Andersson. Sgu. Min favorit, indtil videre da, er imidlertid Surface Tension, der har noget Eno (rytmen og arrangementet) og Bowie (omkvædet) over sig. Og så er det altså også bare pop!

 

 

Hans fjerde plade Waving Not Drowning er knap så god som Immunity. Men nummeret The Set Up er det på og viser en lidt mere poppet Rupert Hine.

 

 

Endnu en gang bekræftes jeg i, at man (næsten) ikke behøver lytte til andet musik end dét fra omkring 1980 +/- en 3 år.

enjoy

 

indledende cover-øvelser

Jeg har allerede et par gange været omkring noget med covernumre her på bloggen. Det er et emne der optager mig meget i øjeblikket.

Musikere har alle dage spillet andres sange. Men for tiden bliver der coveret mere end nogensinde før. Det er i hvert fald min klare fornemmelse. Det er nærmest en trend. Det fænomen, vil jeg forfølge her på bloggen. Og se om det bare er mig, der har (c)over-noia..

Lige nu kan det dog ikke blive til så meget.

Men en sang skal der da til. Casiotone for the Painfully Alone har lavet et meget stemningsfuldt cover af Bruce Springsteens Streets of Philadelphia. Faktisk synes jeg Casiotones version er bedre en Springsteens. Som om han simpelthen har forstået sangen bedre.

Den kan du høre her

En helt anden måde at lave covers på finder man fx hos Iron Horse, der tager bands under kærlig Blue Grass-behandling. Det er blandt andet gået ud over Metallica og The Shins. Min favorit er Polar Opposites med Modest Mouse. Det er sgu lidt morsomt. Det der druktema synes jeg passer meget godt til Blue Grass!

Skulle man være mere interesseret er her et udvalg af hvad jeg indtil videre er faldet over udi covering.

Ovre på Stereorgum er det blevet til genopførelser af 3 nyklasikkere. Bjørks Post, Radioheads OK computer (hvor slarraffenland er med) og REMs Automatic For The People (hvor Figurines medvirker). Den mest spændende er Bjørk-pladen, hvor blandt andet Dirty Projetkors, Final Fantasy, Xiu Xiu, Altas Sound, High Places. og BELL udfolder sig.  Steregum har i øvrigt et samarbejde med Team9. Det er indtil videre blevet til  3  rockdance mash up værker. De seneste coverprojekter jeg har hørt om er den 2 uger gamle Warp recreated plader, hvor en række kunstnere puster nyt liv i Warp Records bagkatolog. Det er en rigtig god plade. Og så har jeg allerede her på bloggen nævnt og hypet Becks VU-plade og hans endnu ikke helt færdiglavede Cohen-plade. Og så har jeg osse skrevet et par ord om Crunchy Frogs hyldestpladen…

Den udmærkede musikside Indie Rock Café har begået 4 compilations  under navnet Indie Cover Songs. Siden The Covers Project er dedikeret til at samle alle cover-sange nogensinde lavet!

Læg endelig en kommentar (gerne med links) til gode, interesante, vellykkede eller mislykkede cover-songs.

enjoy

Slap nu af, det er bare en plade

Middelkendte og middelgode indiebands fortolker andre middelgode og middelkendte indiebands. Om Crunchy Frogs selvfejring henne i indiemiljøet

Det danske uafhængige pladeselskab Crunchy Frog har just haft 15 års jubilæum. Det fejrede de med udgivelsen af en dobbeltplade, hvor på danske halvkendte indiebands spiller sange fra pladeselskabets bagkatolog, dvs andre danske lidt mere halvkendte indiebands (Superheroes, The Raveonettes, Junior Senior fx). Pladen hedder ”Saluting The Crunchy-A-Logue” og er en hyldestplade.

Pladen er selvfølgelig en selvpromovering, hvor Crunchy Frog kan lufte sit – synes de selv – imponerende bagkatolog og samtidig pudse glorien som et af landets første indieselskaber. Selskabet synes naturligvis det er på sin plads at fejre sig selv. Det er jo en begivenhed. 15 år. De har da også udgivet gode kunstnere og har da også en væsentlig betydning for opblomstringen af den danske indiescene. Crunchy Frog var de første, der for alvor konsoliderede sig som et indieselskab.

Ondt i skulderen
Men konceptet er immervæk en smule selvsmagende. Jeg stiller mig selv spørgsmålene: Hvorfor denne plade? Hvem er den til, andre end dem selv? Crunchy Frog synes at præsentere et meget snævert nulpunkt. Venner cover venner og klapper hinanden på skulderen imens. De bekræfter herved hinanden som værende en del af det danske eksklusive indiemiljø.

Og det i dobbel forstand. Både de medvirkende og de fortolkede bands bekræftes i deres unikke tilstedeværelse i det lille miljø. De forsikrer alle hinanden i, at de har god smag. Det er jo cadoeu, når nogen spiller ens sange, og det jo også cadoeu at blive inviteret ind i det gode selskab, som Crunchy med dette projekt netop iscenesætter sig som. Så kan man få fyldt op på kulturkapitalkontoen. Det er vist det, der hedder en winwin-situation.

Det virker derfor ikke bare selvsmagende, men også forkrampet, når 25 (!) middelkendte og middelgode indiebands bands udfører dette kollektive bekræftelses-stunt sammen med Crunchy Frog. Men det her handler jo også om anerkendelse. Og uden anerkendelse eksisterer man jo ikke.

Hvorfor??
Hvad retfærdiggør så dette produkt? Den kunstneriske kvalitet? Der er skam gode sange på pladen, bevares, men det er ikke deres sange! Det er de andres sange! Og det er da sjovt nok at lytte til et par gange. Og faktisk er mange sange ret gode. Men videre originalt, for slet ikke at tale om Kunst, kan det aldrig blive.

Det bliver derfor også svært at tage hatten af for denne udgivelse. Jeg mener: Unge håbefulde kunstnere, der gør et ærligt forsøg på at lave banebrydende og genial musik, men fejler, gør i det mindste et forsøg på at skabe noget nyt og originalt. Det er legitimerende nok i sig selv. A for effort. I tilfældet ”Saluting The Crunchy-A-Logue” er dét ikke engang tilfældet.

Fortjener Crunchy Frogs bagkatalog kunsterisk set så denne hyldest? Kan det bære? Igen, bevares, der er skam gode og delvist betydningsfulde bands i deres fold, men Crunchy Frog er altså ikke fx indieselskabet Warp Records, der for nylig har udgivet en lignende plade i anledning af deres 20 års jubilæum. Warp, der har revolutioneret musikken med udbredelsen (og opdagelsen) af den såkaldte intelligente techno med fx. Aphex Twin og Boards of Canada. Crunchys kunstnere er heller ikke Leonard Cohen, Townes van Zandt, Sebastian eller Bob Dylan, der alle også nyder (godt af?) at blive fortolket herhjemme.

Afladsæstetik

Jeg synes den her plade mangler en legitim nødvendighed. Og hvad gør man så? Man viser storsind og giver overskuddet til Røde Kors!! Og pladen ender som samvittighedswelness forklædt som kunst og dermed også en falliterklæring. Crunchy Frog kan åbenbart heller ikke selv retfærdiggøre projektet, men det kan Røde Kors og så kan vi alle gøre en god gerning.

Det er tilsyneladende afladet, der er retfærdiggør og så kan man jo i princippet udgive hvad som helst.

tjek i øvrigt en god tekst om samme emne ovre på undertoner
og lyt til en håndfuld sange fra pladen på myspacen (jeg anbefaler fx Decorate Decorates Move You Feet)

enjoy

PS. Der er nu gået en dags tid siden jeg postede ovenstående, og jeg får at vide at plade tilsyneladende er givet væk i et utal af eksemplarer til promotion osv. Det der i forvejen uskønne donationstrick betyder vist ikke så meget for dem…så man så tygge lidt på den..

oh, tonight. Atomic!

Det er ikke Vilhelm, der er hovedpersonen i Jan Sonnergaards spritnye roman, “Om atomkrigens betydning for Vilhelm Funks ungdom”. Det er heller ikke de kyniske overklassedrenge Beef og Bjerregaard-Nissen, der mæsker sig i coke, østers, blondiner og champagne på Cafe Victor. Ej heller er det superakademikeren Axel (læs: Knud Romer). Opkomlingen fra Falster, der fedter sig ind i det gode selskab. Heller ikke pigerne. Skønhederne Iben og Tina, falleret punktøs hhv. nymfomanisk Rungstedpige. Og heller ikke DJ Strudensen, hvis cokeforbrug og -forretning giver ham rocker-problemer.

Romanens absolutte hovedperson, eller i hvertfald omdrejningspunkt, ledemotiv, metafor, samtaleemne, under- og overliggende stemning og hele narrative drivkraft er BOMBEN. A-bomben, som alle bogens karakterer ved kommer. Det er bare et spørgsmål om tid. Det er derfor de alle sammen lever, som var det den sidste dag på jorden.

Egoismen
Romanen starter med en studenterfest i 1982 og slutter ca 5 år senere. Den kolde krig er på kogepunktet. Det er generation ‘NÅ’s årti, og de er pisseligeglade. I romanen møder vi på den ene side de fattige Punkere, Autonome, BZerne og på den anden side Yuppierne, der tjener kassen på kortsigtede og yderst spekulative lån. De 2 kulturer er meget forskellige og kan ikke fordrage hinanden, men de deler den samme angst for planetens totale udryddelse, og denne angst kommer for begges vedkommende til udtryk i FORAGT. Foragt for det bestående, for normer, for anstændighed og mådehold, for uddannelse og konventioner. Og foragt for døden. Og hvad gør man så? Giver sig hen til betingelsesløs og kynisk (og flere gange ond) hedonisme (yuppierne) og den destruktive vrede (punksene). Det er det eneste, der gælder. Og så har læseren ellers bare at følge med i løjerne, optøjerne, den vilde sex og stofferne. De mange skæbners historier fortælles på kryds og tværs og ind mellem udbreder forfatteren sig nøgternt og ganske fagligt om atombomben. Det fungerer stærkt midt i narrative forløb at få serveret den slags fakta, for det sætter unægteligt handlingerne i perspektiv.

Det mindste røvhul
Vilhelm Funk, for hvem altså Atomkrigen har en betydning, er et eller andet sted i mellem de to grupper. Ikke rigtig punk, ikke rigtig yuppie og foragtet i begge lejre. Men har også sin egen tragiske voldshistorie at bære rundt på. Han er aparte og underligt upåvirket af den undergangsstemning, der er omkring ham. Som om han allerede har oplevet det hele. Hans sind er i mærkværdig ligevægt, og han fungerer på den måde som bogens egentlige helt, skønt han ikke fylder meget. Han er den eneste, der kan udtrykke en form for empati og hengivenhed. Han er den eneste, der der oplever noget, der minder om kærlighed. Han bogens absolut mindste RØVHUL og nok ham, de fleste vil identificere sig med.

Postpunk, new wave mv.
En anden rigtig god feature er måden Sonnergaard bruger musik på. Hvert kapitel, som i øvrigt tæller fra 20 og nedad, indledes med en tekstbid, der ligger i tråd med bogens temaer Angst, Bomben, Hedonismen, Ligegyldigheden, Foragten. Vi snakker Kraftwerk, Iggy Pop, Blondie, DAF, Divine Comedy, Dead Kennedys, John Cale, The Smiths. Det fungerer fordi, der i forvejen er så meget musik i bogen. De taler om den nye New Order plade, de lytter til DAF på Floss. Det virker derfor ikke påklistret, for flere af de brugte citater, går igen i bogens reelle handling. Citaterne fungerer samtidig som et slags belæg for bogens overordnede påstånd, at man var optaget af Bomben på forskellig vis. Teksterne kan betegnes som en slags realtekster, noget fra tiden, som derved peger ud af mod den omgivende datidige virkelighed, som et metatekstuelt og autentisk element, men de fungerer også som en subtil del af selve romanen. Det er stærkt gået.

Og så er det fede er, at det er noget af det musik jeg dyrker aller aller mest. Nedenfor er et lille udvalg fra bogens referencer. Ovre hos Nikolai Thyssen (fra information) på lastfm er en komplet liste over sangene fra bogen. Henne hos Mod Strømmen er en generel liste over sange der handler om bomben. Wow.

enjoy

luftbølgerne fra island

Nu når luftbølgerne har lagt sig over island kan det blive tid til at reflektere over denne besynderlige, men bestemt også anbefalelsesværdige festival Iceland Airwaves.

Festivalen havde over 100 bands fordelt på 8 officielle scener. Ved siden af disse scener var et stort og ukendt antal off-venue scener, dvs cafeer, barer, tøjbutikker, pladebutikker, boghandlerne og natklubber og den slags. Også herfra pumpede livemusikken ud hele dagen og nogle gange natten med.

På den måde er det en veritabel virbrerende festival. Det er et ord, jeg normalt vægrer mig fra at bruge. Men her giver det mening. For der kom virkelig musik ud fra snart sagt hver en sprække i hver en mur i denne lille by Reykjavik.

Til gengæld må jeg sige at festivalens bundniveau var overrraskende lavt. Altså: fedt var det at kunne gå ind på et nyt sted til et nyt band hver 10 meter…at det så kun var hver 5de band, der var værd at høre mere en 5 minutter af, er så en helt anden sag…og lidt skuffende.

Island er meget stolte af deres hjemlige musikscene. Og der er bestemt også spændende musik heroppe. Men det er som om de selv er lidt ukritiske over for det hjemlige. Sådan fortolker jeg i hvertfald programmet. Det er som om, at behersker du en guitar, ser lidt skæv og indie ud, så har du et job til Iceland Airwaves. Sådan lød det i hvert fald. Jeg har ondt i tæerne at KRUMME dem! Dermed ikke sagt, at alting var ringe.

For altså. Der var skam også rigtig gode ting heroppe. Specielt Norge imponerede. Kings of Convenience, som jeg altså har en stor svaghed for, var uden tvivl en af de bedste koncert. Det var i en kirke sent om aftenen fredag. Og det klædte virkelig musikken at folde sig i et sådan rum. I samme rum spillede lokale Hjaltin med et klassisk ensemble dagen før. Men der faldte jeg i en dejlig søvn halvdelen af koncerten. Men husker det som ret godt, omend det blev en smule disneyagtig-musical-score i længden.

Erlend Øyes venner fra Bergen i Kakkmaddafakka, som jeg ikke kendte i forvejen, var den helt store fest (se video ovenfor). De må gå som årets fund for mit vedkommende. Højdepunktet var Erlends forrygende festlige gæsteoptræden med Paul Simons “You can call me All”! Den kan du se fra en anden koncert her.

Og så var der Crystal Antlers, der var en energiudladning af den helt store store slags. Det var mindblowing. Glimrende psychindierock. Wow.

Og så kan de fandme feste heroppe. De går MEGET mere til den end i DK. Det er en hårdere, længere og meget mere intens måde at feste på. Bare i går nat, søndag, mønstrede minimun 700 gæster op til de sidste krampetrækninger med 90er dance fra Gus Gus. Imponerende.

flyvende efterår

Efteråret strammer til. Hvert år på denne tid får jeg dén fornemmelse, som Søren Ulrik Thomsen beskriver så rammende i digtet Vent fra City Slang fra 1981. Sat i musik af Lars Hug på pladen af samme navn i 1984.  I digtet optræder en uforlignelig linje. En af verdens smukkeste linjer. I flyvende efterår på Oktober Boulevard.

I flyvende efterår på Oktober Boulevard.

Det skal jeg lige sige igen. Sig det igen. I flyvende efterår på Oktober Boulevard. Og lyt så lige til sangen og teksten. Nu behøver jeg ikke sige mere.

At være i flyvende efterår på Oktober Boulevard. Det er jeg nu. Det kom jeg i dag med Mikkel, vennen, et sted på Nørrebro. Det flyvende efterår på Oktober Boulevard. Og det bliver der nok et stykke tid. For nu skal jeg til Island i 8 dage, hvor der venter en masse musik og natur. Og flyvende efterår flyver med.

Velvet Underground genbegået

The Velvet Underground & Nico er verdens bedste plade. Det er bandets debutplade fra 1967 og er et voldsomt kanoniseret værk. Hvad der var Warhols uundgåelige plastikeksplosion blev senere til et helligt værk, der for længst har nået rockmusikkens evige katedraler. Det er der altså bare ingen tvivl om.

Nuvel: Den gode mand Beck har så lavet hele pladen fra ende til anden. Wow! Det gør man bare ikke. Helligbrøde, tænker man. Resultatet er dog så fandens godt, at jeg nu i tre uger, har gået med armene i vejret og lignet en idiot.

Record Club er navnet på konceptet. Beck inviterer forskellige kunstnere i studiet og sammen genindspiller de et helt album på én dag uden forudgående øver (!). Det er svært at tro på, når man lytter resultatet efter. EN DAG!? 11 sange!? Og så så godt!?

Pladen er da også utight (men det var VU også). Lyden er grumset (og det er VUs også). Lyden er dog ikke så skarpt støjende i kanten, mere forsigtig og eftertænksom. Og poetisk på den der knitrende elektroniske måde. Pladen er dog alt i alt ret respektfuld og måske også en smule ærefrygtig. Men det er også et uhyrligt vellykket re-enactment.

Speciel er min personlige favorit, den smukke og knusende elegi All Tommorow’s Parties, hvor Nicos sang nu synges i et naturligt kvindeleje!  Også Sunday Morning og Run Run Run er helt forrygende. Kun There She Goes Again falder ud som en irriterende joke.

Beck har genbegået et mesterværk. Men altså bedøm selv. Hele pladen ligger til stream på siden og sikkert også på en torrent et sted. Beck er i øvrigt på nuværende tidspunkt i gang med en genopførsel af Leonard Cohens debutplade: ”Songs of Leonard Cohen”. Det tegner indtil videre rigtig godt!

enjoy

og så kunne man jo lige høre originalen for 10.000ende gang

the taxi sessions og ømme Daniel

Projektet hedder The Black Cab Sessions og går i al sin enkelhed ud på, at kunstnere spiller en af deres sange på bagsædet af en taxa. Mestendels i London. Måske er jeg ufattelig langsom, men har hvert fald først opdaget siden nu.

Normalerweise har jeg ikke tålmodighed til at se fx youtube-videoer i mere end 30 sekunder. Men her virker det sært anderledes. Og koncentration og interessen holder. Måske er det stilen, der er ret så lo-fi-poetisk og gør turen i taxaen nærværende. Måske er det selve følelsen af bevægelse; af selv at køre gennem London med mine yndlingsbands. Man ser i hvert fald her kunstnerne på en hel anden og ikke iscenesat måde og det klæder dem.

Nå, men der er virkelig guf til mange timer. Og det flyder over med bands, jeg er eller har været svært optaget af. Fx: Jeffery Lewis, Grizzly Bear, Jens Lekman, Lambchop, Man Man, The National, Phosphorescent, Sunset Rubdown, Beach House og fandme også Brian Wilson! En rigtig god session er Final Fantasy, der er smuk og intens.

Min personlige favorit  er dog uden tvivl det store skøre barn Daniel Johnston, som jeg har sat ind ovenfor. Det er som om han er kongenial med konceptet i al sine naive, sære og verdensfjerne person.

Læg mærke til hvordan han ryster og kigger på teksten. Og så den dirrende og læsbende stemme. Det er fandme ØMT!

enjoy